Spillertruppen køber Støttebilletter for bødekassen

Opbakningen til at salget af Støttebilletter har indtil videre været utrolig stor og overvældende, og nu har spillertruppen også meldt sig samlet på banen i det store fællesskab.

Mange spillere har allerede støttet med køb af billetter, og nu har holdet sammen valgt at tømme bødekassen og købe Støttebilletter for i alt 10.000 kr.

Bødekassen går normalt til forskellige sociale spillerarrangementer, men nogle ting er vigtigere i denne svære tid.

- Vi ønsker som hold også at bakke op om den her indsamling, og vi er naturligvis meget taknemmelige for, at så mange allerede har støttet. Det fortæller meget om det store fællesskab, der er i og omkring klubben, og som også betyder meget for os spillere.

- Det har været virkelig stort at følge al den opbakning, der er kommet til klubben, og vi håber, at vi med vores bidrag fra bødekassen kan sætte det sidste skub i gang, så vi kan nå et endnu flottere resultat end der allerede er nået, fortæller assisterende kaptajn Steffen Klarskov på vegne af spillertruppen.

Med de 80 billetter runder Støttebilletsalget endnu end milepæl, da antallet af solgte billetter nu har oversteget 3.600, så Rødovre Centrum Arena nu i teorien er udsolgt! Helt præcist er 3.630 Støttebilletter blevet solgt.

- Jeg synes, det er virkelig flot af drengene, at de støtter op på den her måde. De har både været meget aktive med at dele budskabet og gøre opmærksom på vores Støttebilletter, og med den her støtte oven i, så viser det bare, hvor dedikerede de er og hvor meget de vil gøre for holdet og for klubben.

- Det er virkelig stort, og jeg er på vegne af hele klubben virkelig taknemmelig for den opbakning, som både spillertruppen og alle andre har givet i den her svære tid, lyder det fra direktør Bjørn Sørensen.

Støttebilletsalget fortsætter til og med d. 17. april.

Støttebilletter kan købes her.


Direktøren: Det har været overvældende! Resultat af trøjeauktionen