Ny direktør i Rødovre Mighty Bulls

Den 1. maj stopper Bjørn Sørensen som direktør i Rødovre Mighty Bulls efter tre år på posten. Nuværende Salgsdirektør Morten Nielsen overtager jobbet som direktør.

For tre år siden indtrådte en ny bestyrelse og ny ejerkreds i Rødovre Mighty Bulls og i den forbindelse overtog Bjørn Sørensen hvervet som direktør. Det var oprindeligt planen, at det skulle have været en løsning i nogle måneder, men det er i stedet endt med tre år som ulønnet direktør.

Ved siden af ishockeyen har han haft gang i forskellige projekter, blandt andet som direktør for flere ejendomsselskaber, og disse kræver nu så meget tid, at det ikke er foreneligt med at fortsætte som fuldtidsdirektør i Rødovre Mighty Bulls.

Bjørn Sørensen fortsætter dog stadig som aktivt og arbejdende bestyrelsesmedlem, hvor han blandt andet fortsat vil have stor andel i sponsorsalg og -udvikling.

Den øvrige bestyrelse og ledelse har kendt til beslutningen i nogle måneder, og derfor er en ny direktør allerede klar. Morten Nielsen, der de seneste tre år har været Salgsdirektør i Rødovre Mighty Bulls, overtager posten som direktør fra 1. maj.

45-årige Morten Nielsen er uddannet cand.merc. EMF fra Copenhagen Business School, og var før han startede i Rødovre Mighty Bulls 15 år i Electronic Arts (som bl.a. laver EA Sports-spillene) – de sidste otte år som Nordisk Marketing Direktør i Stockholm. Herudover har han været involveret i forskellige mindre virksomhedsprojekter og startups.

Bestyrelsesformand Massimiliano Pison om direktørskiftet:

- Først og fremmest, så vil jeg gerne takke Bjørn for hans store arbejdsindsats gennem de seneste tre år.

- Set udefra kan det at være direktør i en ishockeyklub godt virke let og mest som et PR-arbejde. Men virkeligheden er noget helt andet, for det kræver rigtig meget tid, der bruges på at koordinere og få tingene til at arbejde sammen mellem alle dem, der er en del af klubben. Og Bjørn har gjort det hele frivilligt, så det gør kun os alle endnu mere taknemmelige for hans arbejde.

- Vi har kendt til Bjørns ønske om at stoppe siden januar, så direktørskiftet har været en del af vores planer og vi har haft god tid til at finde den rette person til vores organisation.

- Jeg mener, at Morten, særligt med baggrund af hans tidligere erfaringer, kan bringe en ny og mere frisk måde at promovere vores klub og sporten generelt. Det er mit håb, at Morten kan være med til at løfte klubben både sportsligt, organisatorisk og kommercielt, men uden at vi glemmer rødderne.

Der skal på vegne af hele Rødovre Mighty Bulls lyde en stor tak til Bjørn Sørensen for indsatsen i direktørstolen samt et varmt velkommen til Morten Nielsen i den nye stilling.


RETRO: Husker I Rødovres legendariske 7’er? RANGLISTE over de længste streaks i den bedste liga: RØDOVRE fører suverænt