Grundspillets sidste sjællandsderby

Grundspillet går på hæld og det er blevet tid til grundspilsæsonens sidste sjællandsderby.

Rødovre-drengene startede sæsonen med at blæse nordsjællænderne bagover med et 4-1-nederlag, men siden er det kun lykkedes at snuppe et enkelt point i de efterfølgende fire opgør.

Februar har været en rigtig skidt måned for Tyrene, der kun har fået et enkelt point i bogen i månedens fire hidtidige kampe, så målet for fredagskampen er klart - oprejsning! Her er et rivalopgør måske ikke en dårlig ting, da kampene ofte lever deres eget liv, og ligastilling og seneste resultater falder i baggrunden.

Rungsted har spillet fem kampe i februar og hentet otte point. Senest blev det til et nederlag i Aalborg. De ligger i øjeblikket på femtepladsen i Metal Ligaen og kæmper for at nå en plads i top-4 og en ekstra hjemmekamp i slutspillet. Der er fem point op og de har en kamp i baghånden.

Mighty Bulls har derimod kvartfinalemodstanderen klar. Det bliver Aalborg Pirates, der som grundspilsvinder også får den ekstra hjemmebanefordel. De sidste kampe kan dermed bruges til at forberede sig på de nordjyske pirater både spillemæssigt og mentalt, og et godt resultat mod de historiske rivaler fra Nordsjælland vil være et stærkt og vigtigt skridt på vejen.

Kampstart i Rungsted er kl. 19.30.


Rungsted havde godt fat i sjællandsk klassiker 15 SKARPE SKUD: Flotte billeder fra Rødovre-Herning lige her