Søndag får Tyrene igen besøg fra det sønderjyske til ugens tredje og sidste kamp. Ugen startede ligeledes med et besøg fra SønderjyskE, mens holdet fredag var en tur i Rungsted for at møde ligaens tophold.
Begge kampe endte med etmålsnederlag, så derfor er der naturligvis ekstra blod på tanden til at hente ugens første point. Fighten har været god og kampene tætte, så nu gælder det om at lægge de sidste procent på og opsøge marginalerne, så de kommer på Tyrenes side.
Som assisterende kaptajn Nicklas Carlsen sagde til Metal Liga TV efter kampen i Rungsted:
- Det er klart, at det er hårdt at blive ved med at tabe, selvom det er tætte kampe. Men samtidig så giver det en tro, at vi kan se, at vi kan spille med, med alle hold. Og så er det nogle ting, vi skal have løst, for at vi så også kan vinde kampene og ikke bliver ved med at være på den forkerte side, lød det fra Carlsen, der også påpegede at ”hårdt arbejde” er dét, der skal til.
Før kampen skal Steffen Klarskov hyldes på isen. Klarskov, som er assisterende kaptajn op holdet, runder nemlig flotte 300 kampe for Rødovre Mighty Bulls.
Kampstart er kl. 14.00 og dørene åbner kl. 13.15.
Er du én af dem som har billet til kampen i Rødovre Centrum Arena, så husk mundbind/visir og at læse og følge COVID-19 restriktionerne.