Et nyt år er skudt ind og Mighty Bulls lægger fra land på udebane mod Esbjerg Energy onsdag aften.
2021 sluttede på den værst tænkelige måde med to nederlag mellem jul og nytår til Metal Ligaens to øvrige sjællandske hold.
Det var ikke en tilfreds cheftræner efter de to kampe, men Sundquist ser dyre lærepenge til holdet:
- Vi har fået snakket den seneste kamp mod Herlev grundigt igennem. Det er ligegyldigt, om vi er det bedste hold i fem-mod-fem og vinder skudstatistikken overbevisende, hvis vi som hold ikke vinder de situationer, som ishockey i dag drejer sig om; mand-mod-mand-situationer over hele banen og foran begge mål. Herlev gjorde det sidst og lavede derfor nogle psykologisk vigtige mål mod os.
- Nu er vi alle nødt til at forstå prisen, det koster at vinde ishockeykampe, igen. For drengene har vist, at de virkelig kan spille godt og kan gøre det hårde arbejde, der kræves for at vinde, fortæller han.
Onsdagens modstander fra Esbjerg har været corona-ramte og har derfor haft aflyst deres seneste tre kampe. De er heldigvis blevet klarmeldt med pausedagene hen over nytår, og er ligesom Tyrene klar til at tage hul på det nye år.
- Det bliver endnu en svær udekamp. Men skader, corona-sygdom, ”corona-point” til andre hold og hvad der ellers kan være af faktorer, er ingen undskyldning. Vi skal i krig igen. Der er ikke noget med at vente eller ”i morgen”. Det er her og nu, og det vil jeg se fra samtlige fra nu af kamp efter kamp. Taber vi så til et bedre hold på dagen, så må det være sådan, siger Sundquist.
Han ved endnu ikke, hvordan truppen til Esbjerg-kampen endeligt kommer til at se ud, der bliver plads til begge holdets to 15-årige talenter, som har efterladt en godt indtryk hos træner-teamet:
- Jeg afventer med at se den endelige holdopstilling til i morgen tidligt, da der stadig er en del spørgsmålstegn. Men det er sikkert, at Anton Linde og Tristan Juhl Petersen fortsat er med.
- De har gjort det rigtig godt med den istid, de har fået. Der kommer en tid, hvor de får endnu mere spilletid, for de har stadig meget at lære i spillet. Men det er sjovt og imponerende at se, hvordan de spiller trods deres unge alder og manglende rutine, slutter Sundquist.
Kampstart i Granly Hockey Arena er kl. 19.00 og opgøret kan følges direkte på Tv2 Play.